Øresygdom
– her kan du høre alt om øresygdom og dit kæledyr
Oversigt / kviklinks
Introfilm om video-otoskopi
Se vores introfilm om video-otoskopi og øreskylning her.
Video-otoskop billeder af øregangen
I det følgende er en række fotos taget med video-otoskop fra øregangen hos hunde med forskellige ørelidelser.
Som noget helt nyt tilbyder hudklinikken undersøgelse af ørerne på hund og kat ved brug af fiberoptik. Hermed kan forandringer i øregangen og mellemøret vurderes på bedst mulige måde.
Se også under afsnittet om ”Undersøgelse af øret”, hvor teknikken er yderligere beskrevet.
Video-otoskop med fiberoptik til kikkertundersøgelse af ørerne. På skærmen vil man kunne følge undersøgelsen af øregangen og vurdere detaljer af øreforandringer.
Figur 1.
Normal øregang på hund. Der ses en trommehinde i bunden af øregangen, hvor høreknoglen "hammeren" hæfter (pil).
Figur 2.
Betændt øregang med trommehinde, som er ses et stort hul i (pil).
Figur 3.
Betændt øregang hos en hund med infektion med de resistente bakterier Pseudomonas. Der ses ansamling af hvidt materie (pus) i bunden af øregangen.
Figur 4.
Infektion med bakerien Pseudomonas hos en hund med blødende øregangsbetændelse. Trommehinden kan ikke ses.
Figur 5.
Kraftig infektion af øregangen med store mængder pus. Der er tale om infektion med meget resistente Stafylokokker, såkaldte MRSP
Figur 6.
Svampeinfektion i øregangen på hund, hvor der ses et brunligt fedtet sekret i øregangen.
Figur 9.
En ceruminolit i bunden af øregangen på en hund med svampeinfektion. Ceruminolitten er en hård masse af sammenkittet ørevoks.
Figur 7.
Efter skylning af en øregang ses en intakt trommehinde i bunden af øregangen (pil).
Figur 10.
Cavalier King Charles Spaniel med kåkaldt primær sekretorisk otitis media (PSOM). Der ses en udbuling af trommehinden i bunden af øregangen.
Figur 8.
En sammenkittet klump ørevoks (ceruminolit) som ligger helt tæt op ad trommehinden. Klumpen er hård som sten.
Figur 11.
Der prikkes hul på trommehinden og en ansamling af slim kommer til syne.
Figur 12.
Slimen begynder at sive ud af øret.
Figur 13.
Der ses et lille arvæv på trommehinden, hvor der tidligere var prikket hul.
Undersøgelse af øret
Figur 1. Et video-otoskop med fiberoptik, hvor man på en skærm kan se forandringerne i øret. Det er en form for ”kikkert-undersøgelse” af øret.
Dyrlæge Boysen tilbyder en dybdegående undersøgelse af din hund eller kats øreproblem.
Ørerne er beklædt med hud, og det er ofte et hudproblem, som ligger til grund for en tilbagevendende øregangsbetændelse. Derfor er det vigtigt at få foretaget en undersøgelse af huden, som led i vurderingen af en ørelidelse.
Ved at se ind i øregangen med et otoskop (en tragt med lys i), kan man vurdere, hvad der sker dybt inde. Otoskoper med fiberoptik giver noget nær den bedste mulighed for at se øregangen og trommehinden.
Ved at anvende et video-otoskop, har man mulighed for at få billedet på en skærm og se detaljer i stor forstørrelse. Det kan for dig som dyreejer også være interessant at se.
På hudklinikken har vi dette meget avancerede udstyr (se figur 1).
Nogle hunde har mistet hørelsen på et øre, som har været betændt. For at vurdere hundens høreevne kan vi lave en såkaldt høretest, hvor der måles impulser i hjernen (se figur 2).
Figur 2. Høretest.
Øregangsbetændelse
Øregangsbetændelse er meget almindeligt hos hund. Det er såvel svampe, bakterier som øremider, der giver problemer. Øremideinfektion forekommer typisk hos den unge hund, mens infektion med bakterier og svampe ses i alle aldre. Hunde med tilbagevendende øregangsbetændelse står ofte med en anden tilgrundliggende sygdom som f.eks. allergi.
Bakterielle øregangsinfektioner
Der er som regel tale om infektion med Stafylokok bakterien. Denne bakterie er en normal del af hudfloraen, og giver sædvanligvis ingen problemer. Øregangen er beklædt med hud, og man finder derfor de samme organismer dér som på hudoverfladen. Kun såfremt hundens hud bliver udsat får forandringer som f.eks. et sår eller vand i ørerne, eller hvis dyret fejler noget andet som f.eks. allergi, kan der ske en vækst af bakterierne og komme infektion.
Pseudomonas bakterier lever modsat Stafylokokker ikke i ørerne under normale omstændigheder. Findes de i ørerne er det tegn på infektion, og man må straks igang med at behandle. Pseudomonas bakterier kan give nogle alvorlige øregangsinfektioner og kræver som regel en meget aggressiv behandling. Bakterierne lever i særlig grad i fugtige øregange og ses tit hos hunde, som jævnligt bader i sø/havvand.
Svampeinfektioner
Gærsvampen Malassezia pachydermatis er en almindelig del af hudfloraen, men kan vokse i antal og give infektion i såvel ører som på huden. Denne organisme giver ligesom Stafylokok bakterien som regel først problemer, når mikromiljøet i ørerne ændrer sig og bliver favorabelt for den. Gærsvampen vokser godt i fugtige miljøer, og ses hyppigt hos hunde, der har været ude at svømme. Ligeledes ses gærsvampeinfektioner hos hunde med andre primære sygdomme som f.eks. allergi.
Årsager, disponerende faktorer og forværrende faktorer
Såvel bakterielle infektioner som svampeinfektioner opstår almindeligvis som følge af andre faktorers påvirkning af ørerne. Det kan f.eks. være, hvis hunden har øremider eller har haft et fremmedlegeme i øregangen. Af typiske fremmedlegemer kan nævnes græsavn og strå. Disponerende faktorer er med til at fremme risikoen for bakterie- og svampeinfektion. Det er faktorer, som ændrer miljøet i øregangen således at fugtigheden øges, hudoverfladen ødelægges og bakterierne gror. Det kan være anatomiske forhold f.eks. snævre øregange hos visse racer og underliggende sygdomme som f.eks. allergi. Mellemørebetændelse og vand i ørerne efter badning hører også til blandt de disponerende faktorer. Det, at en anden hund slikker en hund i øret, kan også øge risikoen for infektion. Forværrende faktorer opstår som en konsekvens af betændelsen. De forværrer lidelsen og føjer flere skader til. Bakterier og svampe hører til denne gruppe. Øget mængde ørevoks og fortykkelse af huden i øret er også med til at gøre ondt værre. Brugen af forkert medicin eller for meget medicin og ørerensemidler kan i nogle tilfælde ligeledes forværre en øregangsbetændelse.
Symptomer på øregangsinfektion
Der ses som regel hovedrysten og kradsen af ørerne, som følge af at det klør. Nogle gange er øreflappen medinddraget, og kan være hævet, rød og evt. med små sår. Mange ejere bemærker, at ørerne ”hænger” på de racer, som normalt har opretstående ører. Ofte falder hårene af øreflappen, hvis hunden klør sig meget det sted, og der ses tyndhårede områder.
Øregangsbetændelse er i den akutte fase som regel smertefuldt, hvorfor hunden vil vægre sig for at blive undersøgt og pive, når der røres ved øret.
Øreindgangen er tit hævet og rød, og i nogle tilfælde kommer der øgede mængder sekret ud af ørerne. Farven og lugten af dette kan variere og være gult, rødt, brunt og sort eller en noget derimellem (se figur 1), samt bl.a. lugte sødt, surt eller ”af gammel ost”.
Figur 1. Øregangsbetændelse hos golden retriever, hvor det kommer øgede mængder sort fedtet sekret ud af ørerne.
Figur 2. Fransk Bulldog som får lavet en undersøgelse af sekretet i ørerne. Dette opsamles med en vatpind og undersøges i mikroskopet.
Yderligere undersøgelser hos dyrlægen
Dyrlægen kan ved undersøgelse af øregangen med et otoskop finde andre symptomer, som er forligelige med en øregangsbetændelse. Trommehinden vurderes og er den sprunget, kan der også være tale om mellemørebetændelse. Specialudstyr som video-otoskop med fiberoptik er en stor hjælp ved undersøgelse af forandringer i øregang og mellemøre.
Med en vatpind kan dyrlægen udtage materiale fra øregangen (se figur 2), som undersøges i mikroskopet . Dermed kan det som regel slås fast, om der er tale om en bakteriel infektion eller en svampeinfektion, eller evt. en helt anden årsag.
Ved bakterielle infektioner vælger dyrlægen i nogle tilfælde at sende en svaberprøve til laboratoriet, så det ved en dyrkning med sikkerhed kan bestemmes, hvilken bakterie der er tale om, og hvilket lægemiddel, som virker (resistensbestemmelse). Særligt ved mistanke om infektioner med såkaldte gram-negative bakterier, som f.eks. Pseudomonas bakterien, er det vigtigt, at denne laboratorieundersøgelse foretages.
Er der tale om kroniske infektioner, eller tilbagevendende infektioner er en dyrkning og resistensbestemmelse også nødvendig, idet der er risiko for forekomsten af resistente bakterier, hvor kun få lægemidler er virksomme.
Cytologi af øresvab fra en hund med øregangsinfektion.
Behandling
I tilknytning til undersøgelsen kan det ofte komme på tale at skylle øret for de øgede mængder øresekret, som findes. Ved denne form for ørerensning, får man mulighed for at undersøge øregangen og trommehinden ordentligt. Desuden vil et rent øre være væsentligt lettere at behandle med øredråber end et, som er fyldt med øresekret. Lægemidlet kan bedre komme til at virke. En øreskylning kræver, at hunden får en lettere bedøvelse, så den ligger stille og ikke mærker noget.
Behandling af en bakteriel øregangsbetændelse sker som regel med øredråber indeholdende antibiotika, som er virksomt mod den pågældende bakterie. Nogle gange er der i øredråberne også et kløestillende middel, som dæmper generne for hunden. Disse kløestillende midler virker som regel også mod den hævelse af huden, som ofte ses i øret.
Antibiotika-tabletter gives til de hunde, hvor en mellemørebetændelse mistænkes eller er konstateret, og til hunde, som af en eller anden grund ikke kan gives øredråber.
Svampeinfektioner klares som oftest med øredråber med et svampemiddel i, evt. i kombination med tabletter, såfremt der er risiko for mellemørebetændelse.
Ørerens bruges som understøttende behandling ved øregangsinfektioner, men er også et vigtigt middel til forebyggelse af fremtidige øregangsbetændelser.
Såvel mod bakterier som svamp behandles sædvanligvis i 14-21 dage, hvorefter det kontrolleres, om infektionen er klaret. Dette gøres ved en fornyet mikroskopisk undersøgelse hos dyrlægen og evt. dyrkning/ resistensbestemmelse afhængigt af, hvordan det er gået og hvilken mikroorganisme, der er tale om. Kontrolbesøget hos dyrlægen er vigtig for at sikre, at behandlingen er effektiv.
Kroniske forandringer i øregangen hos hund er svære at behandle medicinsk, og det kan være nødvendigt kirurgisk at fjerne dele af eller hele øregangen hos nogle hunde.
Eftersom øregangsbetændelse som oftest er en følgesygdom til en anden lidelse, er det af stor betydning, at denne findes og behandles. Først derefter kan man forvente, at hyppigheden af øregangsbetændelse hos den enkelte hund vil aftage, og risikoen for udvikling af kroniske forandringer mindskes.
